Vandskrække mig

Vandskrække mig

Det er mange år siden jeg har været i svømmehallen, og det er der en rigtig god grunDad til. Jeg er det man da jeg var barn kaldte vandskræk. Jeg ved hvorfor, jeg kan huske episoden, jeg ved at det er irrationelt – og alligevel er jeg skrækslagen fro at gå i vandet. Vi har været på ferie i mange lande med skønne strande – men jeg har altid holdt mig inde på land, for jeg skal ikke nyde noget. 

Bjørn ved hvordan det hænger sammen – jeg har forlængst forklaret ham om dengang mine storebrødre smed i havnen og holdt mig nede. Det var kun for sjov – og de har senere undskyldt mange gange – men skaden var sket – jeg er rædsselslagen for at drukne.

Da vi begyndte at få børn blev det noget mere besværligt. Det var vigtigt for mig ikke at pådutte dem min fobi, men da de var små var jeg næsten grædefærdig når jeg bare skulle soppe med dem i vandkanten. Bjørn vidste hvordan jeg havde det, og hjalp mig med altid at tage opgaven når han kunne. Han er en rigtig vandhund.

Så min lille familie voksede sig større og større, og ingen vidste rigtig at jeg var bange for vand. Det var som sådan ikke en hemmelighed, men bare noget vi ligesom ikke talte om. Da Evelyn, min dejlige datter blev 10 år stod det usandsynligt klart at hun var født til at svømme. Hun elskede det våde element, og udviklede sig i lyntempo til en lovende konkurrencesvømmer.

Hun begyndte også at blive mere og mere nysgerrig, brugte vores ps og bredbånd fra se.dk på egen hånd og blev rigtig dygtig til informationssøgning. Hun fandt frem til alle vore gamle familealbum som min mor og jeg i fællesskab har lagt op på Facebook – og nu begyndte hun at stille spørgsmål. Ubehagelige spørgsmål synes jeg. “Hvordan kan det være mor, at du aldrig er fotograferet i vandet på nogen som helst billeder”?

Jeg besluttede mig i præcis det øjeblik, for at nu kunne det være nok. Jeg VILLE lære at være tryg ved vandet, og nyde fremtidige ferier fuldt ud. Ingenting skal få lov til at skræmme mig mere.

Så blev det tid til at sætte min butik til salg

Så blev det tid til at sætte min butik til salg

Tiden var inde. Det var på tide at gå på pension. Jeg var efterhånden blevet over 65. Det var på tide at sætte min butik til salg. De sidste 40 år havde butikken været mit levebrød, mit “lille barn” og en stor del af mit liv. Jeg kunne efterhånden mærke, at jeg ikke havde de kræfter, som jeg havde tidligere. Derfor havde fruen og jeg besluttet os for, at nu ville vi sælge butikken og nye vores alderdom. Det havde der nemlig ikke været ret meget tid.

Da jeg spurgte min revisor og sparringspartner om råd, anbefalede han mig at sætte min butik til salg på oline.dk. Adskillige af hans kunder havde gode erfaringer med at købe og sælge butik på denne portal for erhvervslokaler. Efter at have undersøgt oline nærmere, måtte jeg give min revisor ret. Det var den rette løsning for mig. Så jeg satte min butik til salg og der gik da heller ikke længe, før flere interesserede købere viste sig. I løbet af den næste periode gik jeg i forhandling med de interesserede købere. Og så en dag var papirerne klar til underskrift. Jeg solgte mit livsværk og skulle starte på mit otium.

Heldigvis gav salget en god sjat penge, som jeg kan bruge på at forsøde alderdommen med. Endnu bedre er, at jeg har masser af hobbies, som jeg nu får tid til at dyrke. En af mine laster er at rejse og min kone har det lige sådan. Derfor forventer vi, at vi vil tilbringe vores vintre et sted, hvor man slipper for regn, sne, sjap og sjask. Et sted med sol, palmer og blå himmel. Og så er der selvfølgelig også vores børnebørn, som skal møgforkæles. Det er jo nærmest en bedsteforældres ret og pligt.

Jeg har hørt om flere, som er gået døde på at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de ikke anede hvad de skulle bruge deres tid på. Det problem regner jeg ikke med at få. Der er jo så mange spændende muligheder og ting, som jeg kan bruge min tid på – nu hvor jeg ikke har min butik at tage mig af. Men jeg skal nok lige vænne mig til det…

Poker er det smart?

Poker er det smart?

Kan man leve godt af at spiller poker på nettet? Det er et af de spørgsmål som jeg virkelig har stillet ofte. Derfor har jeg nu valgt at skrive en lille smule om det her, lad os starte med hvad det kræver at kunne leve af det. Til at starte med er det vigtigt at man har en smule penge ellers kan der gå utrolig mange år før man kan leve af det. For det tager en del tid at opbygge kapital nok, hvis man starter uden nogen former for penge. Når jeg nu skriver uden nogen former for penge, betyder det bare at man 1000 kr. lang fra er nok til at starte med der kan man kun lige få en trøje fra Malo-mode.dk. Så lad os antage man har 100.000 kr. til at starte med, mange af jer vil måske undrer jeg over hvordan det kan være at man skal have så meget for at starte op. Men det er der en god grund til, det er nemlig vigtigt at du ikke tænker over hvordan du spiller dine kort på bagrund af dine penge, forstået på den måde at hvis du sidder på et bord med 500kr. og du i alt kun har 1500kr. Så bliver dine beslutninger lige pludselig meget hårdere fordi du sidder med en tredje del af hele din rulle inde på bordet. Så hvis du lige pludselig skal tage en beslutning for alle dine penge på bordet om ham din modstander han bluffer, så bliver du måske påvirket af at det er så meget af din rulle du mister. Sad du derimod med 500kr. på et bord og 50.000 kr. på din konto ville beslutningen ikke være lige så hård. Så derfor har du mulighed for at gøre det som du synes er rigtigt uden at skulle tænke over konsekvenserne hvis du tager fejl. Det er selvfølgelig også vigtig at man ikke bliver ligeglad med pengene, bare fordi det er så lille en del af ens rulle. Så alt i alt er det vigtigt at man finder en god balance mellem hvad der er smart og hvor meget der skal til før man synes det er interessant.

Når ungerne flyver fra reden

Min store dreng har lige meddelt mig at han vil flytte hjemmefra. Ikke alene vil han flytte hjemmefra, men han vil flytte sammen med sin kæreste Kirsten. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide Kirsten, hun er en sød og dejlig pige, men min allerførste reaktion var at det er alt, alt for tideligt. De er så unge. De har tiden for sig, og jeg forstår ikke hovrfor de ikke bare kan slappe af og nyde livet. Hvorfor skal det hele gå så hurtigt?

Jeg kunne se i deres øjne at de blev skuffede. Jeg bed mig i læben og måtte holde en tåre tilbage. Jeg er ikke klar til at give slip på min “baby”, at vores liv skal ændre sig, eller at blive gammel. Jeg ved at det er urimeligt, og at jeg har haft et langt og godt liv med ungerne. Jeg er midt i fyrrerne og har haft børn siden jeg blev 22. Jeg har stadig de to “små” på 10 og fjorten. Claus’s storesøster Charlotte flyttede for et par år siden da hun blev 20, ikke noget problem – men jeg kan mærke at det er svært, rigtigt svært at give slip på min store dreng.

Han har aldrig været en mors dreng. Tværtimod. Han har spillet fodbold og tennis på højt plan i flere år og tjent sine egen lommepenge siden han blev 13 år. Så jeg forstår ikke selv at det er så svært.

Min mand Troels trak mig til side ude i entreen: “kom nu Linda, sagde han. Vis mig dit smukke smil, og husk på hvor utålmodige vi selv var i den alder. Det hele skullle bare ske NU. Han kyssede mig på panden, og jeg sukkede. Han har jo ret min kloge mand, vi har jo hele tiden planlagt at opdrage vores unger til at være selvstændige, så nu må jeg se at finde en måde at give slip.

Jeg lavede os en kop kaffe og tog mig sammen. Kom søde børn, lad os se hvad vi kan finde af lejligheder på boligportal.dk hvad vi kan finde som passer jer. Hvis jeg må, vil jeg meget gerne hjælpe jer igang. F.eks sponsorerer jeg gerne en startpakke fra IKEA så i kan få alt hvad i behøver i jeres køkken. Jeg elsker jer unger.

Når ungerne flyver fra reden